Cloud-first æraen er NU

Netop hjemvendt fra dette års Directions EMEA 2019 i Wien er vi blevet klogere på, hvilke nye funktioner og opdateringer, der ligger inden for Dynamics 365- universet.

Her fortæller administrerende direktør, Thomas Blak, at ”Cloud-first” æraen er over os. Det betyder, at fremtiden, hvor alt ligger i skyen og programmer er forbundet og arbejder sammen, er blevet til nutid.

Det var tydeligt til dette års Directions EMEA, at den dominerende softwareløsning fremover kommer til at ligge i skyen. Det betyder, at det cloudbaserede udviklingsmiljø efterhånden både har indhentet og overhalet on-premises modellen. Ikke udelukkende, men overvejende. Derfor peger Thomas Blak på, at vi befinder os i en æra, vi kan kalde ’Cloud-first’ men (endnu) ikke ’Cloud-only’.

”Dominansen er begyndt at tippe til Cloud-løsningens side. I sin opstartsfase var der udfordringer ved cloud-løsningen omkring manglende performance og brugervenlighed. I dag er det billede ændret og Cloud-løsningen har i dag nemmere ved at understøtte en virksomheds dynamiske behov.”

’Cloud-first’ betyder, at de nyeste lanceringer og opdateringer først frigives i skyen og senere i on-premises- udgaven. Microsoft opdaterer i dag deres løsninger månedligt, hvor kunden ved en SaaS-løsning automatisk får opdateret systemet via sine licenser.

Hurtigere og billigere

Den dynamiske og skalérbare cloud-struktur tilbyder i dag mere end 200 applikationer, der kan kobles til den eksisterende Business Central-løsning. Lige så vigtigt er det, at de kan kobles fra igen, hvis applikationen ikke er brugbar i praksis. Arkitekturen betyder, at implementeringer og skaleringer kan laves markant hurtigere i skyen end lokalt, og antallet af brugere med få klik kan tilføjes og afmeldes.

Dette kommer naturligt også til at have en indflydelse på installeringsafgifterne. Thomas Blak peger derudover på, at det bliver muligt at dele projekter op i mindre bidder, sådan at overgangsfasen bliver mere glidende for slutbrugerne.

”Der er et stort ”tag-i-brug” fokus hos Microsoft i disse år. For en typisk mellemstor virksomhed er der med en cloud-løsning mindre belastning for medarbejderne i virksomheden, der skal lave projekterne. Der er mindre installationstid, mindre implementering, mindre risiko, mere dynamik, mere agilitet. I dag onboarder man bare medarbejderne og skalerer op og ned efter behov.”

Hvad så med vores on-premises løsning?

Selvom vi befinder i ’Cloud-first’ æraen understreger Thomas Blak, at der stadig vil være mulighed for at beholde og udvikle i en on-premises struktur. Pilen peger dog i den webbaserede løsningsarkitekturs retning og dets muligheder og økonomiske besparelser, hvilket blev gjort endnu tydeligere til dette års Directions EMEA.