IT-branchen opererer inden for et felt, hvor der allerede nu – og endnu mere fremover – er brug for flere medarbejdere. Det viser sig ved, at studerende plukkes direkte fra uddannelserne, at gennemsnitslønnen er stigende på tværs af den danske IT-sektor, og at arbejdspladserne må lægge sig i selen for at være fremme i forhold til rekrutteringen.

Det samme gælder i Notora. For selvom vi vokser støt, oplever vi også, at markedet konstant kalder på en forøgelse af mængden af medarbejdere. Derfor investerer Notora mange ressourcer i en tilsyneladende ”blød” værdi – nemlig arbejderglæde og fleksibilitet i arbejdslivet.

”Udviklingen i samfundet gør, at videnstunge virksomheder skal prioritere deres medarbejdere, og vi er en del af det paradigmeskifte, hvor det ikke kun handler om at investere i kunderne, men også på egen banehalvdel.” fortæller Operations Manager i Notora, Yvonne Larsen.

Hun uddyber, hvordan Notora på flere parametre tager det gode arbejdsliv seriøst ved at være åbne for dialog omkring fleksibilitet i arbejdstid- og områder, muligheden for at arbejde på nedsat tid, hjemmearbejdsdage og efteruddannelse. Det gælder for medarbejdere der nærmer sig seniorstadiet, såvel som for nyuddannede og medarbejdere med små børn.

Færre enlige ulve

It-konsulentbranchen har, ifølge Yvonne Larsen, i mange år været præget af en konservativ tilgang til rekruttering. Hvor de samme kompetente medarbejdere cirkulerer rundt og rundt. Det har længe været en sikker strategi, men efterhånden risikerer branchen, at guldet bliver enten opbrugt eller for gråt.

Derfor er det af flere årsager en god investering at tage nyuddannede ind og lade dem vokse igennem mentorforløb og lade dem stå i en form for mesterlære. Hun beskriver også, at der er en positiv tendens til, at medarbejdere i dag generelt arbejder mere teambaseret fremfor lutter enlige ulve, der løber med opgaverne selv.

Der er da også en god pointe i at tage nyuddannede ind i folden og koble dem sammen i teams og mentorordninger.

”Vi knytter mentorer til de nyuddannede og fokuserer på, at de skal vokse løbende med deres opgaver. Inden for vores arbejdsfelt, giver det ikke mening at kaste nyuddannede ud på dybt vand fra start. Men bryder vi aktiviteterne ned i bidder og involverer medarbejderen konkret, kan de skabe værdi tidligt i deres arbejdsliv.”

En god investering

At have medarbejderglæde som virksomhedsfokus er også en god investering i andre henseender. Kort og godt kalder Yvonne Larsen det for ”glade medarbejdere – glade kunder” og uddyber:

”Når man har glade medarbejdere, så smitter det af hele vejen rundt. Vi bruger størstedelen af vores vågne tid på jobbet, så det skal være spændende og sjovt at være på arbejde.”

Notoras medarbejdere har da også noget at være glade over for tiden. For andet år i træk har vi fået tildelt en Gazellepris, der tildeles danske virksomheder, der vokser kontinuerligt og som minimum fordobler sin omsætning eller sit bruttoresultat i løbet af fire regnskabsår samtidig med, at der er positiv vækst alle årene.

Vil du være én af vores glade gazeller?

Er du interesseret i at være en del af Notora og opleve, hvordan medarbejderglæde og virksomhedsvækst i gazelletempo kan forenes? Så kontakt Yvonne Larsen på yl@notora.dk for at høre mere om, mulighederne for en fremtid i Notora.